Vedtægter
Home Bestyrelse Generalforsamling Husorden Vedtægter Høstfest - billeder Private aktiviteter

 

Reglerne for beboerrepræsentation:

Lov om leje kapitel XI Beboerrepræsentation.

Bekendtgørelse om beboerrepræsentation.
 

Beboerforeningens vedtægter

§ 1

Foreningens navn er Beboerforeningen Dalgas Have, dens hjemsted er bebyggelsen Dalgas Have 1-76, i Frederiksberg kommune.
stk. 2 Foreningens formål: at varetage beboernes interesser i almindelighed såvel som i enkelte tilfælde.

§ 2

Som medlem kan optages enhver lejer i Dalgas Have.
stk. 2 Kontingentet indbetales sammen med huslejen.
stk. 3 Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen.
stk. 4 Udmeldelse skal ske skriftligt, med een måneds varsel.

§ 3

Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af 7 medlemmer, valgperioden er 1-årig.
stk. 2 Formanden, næstformanden og kassereren vælges ved direkte valg.
stk. 3 På den ordinære generalforsamling vælges 2-4 suppleanter som indtræder efter opnået stemmetal.
stk. 4 På den ordinære generalforsamling vælges 2 revisorer.
stk. 5 Den afgående formand, næstformand og kasserer kan fortsætte i bestyrelsesarbejdet i en periode på 2 måneder efter generalforsamlingen uden stemmeret.

§ 4

Ordinært bestyrelsesmøde afholdes mindst 1 gang månedligt.
stk. 2 Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
stk. 3 Bestyrelsen kan overdrage visse dele af sin myndighed til specielt nedsatte udvalg.
stk. 4 Kassereren fører regnskabet og indsætter midlerne i et pengeinstitut. Den kontante kassebeholdning må ikke overstige kr. 500.
stk. 5 Regnskabsperioden går fra 01.01 - 31.12, og regnskabet forelægges revideret for generalforsamlingen.
stk. 6 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 medlemmer er tilstede.
stk. 7 I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

§ 5

Bestyrelsesarbejdet er ulønnet. Nødvendige udgifter refunderes efter en, af bestyrelsen, godkendt regning.

§ 6

Når et bestyrelsesmedlem udebliver fra 2 på hinanden følgende ordinære bestyrelsesmøder uden at melde afbud, udtræder vedkommende af bestyrelsen, og 1ste suppleanten indtræder.

§ 7

Suppleanter kan deltage i bestyrelsesmøderne med taleret men uden stemmeret.

§ 8

Generalforsamlingen er øverste myndighed i alle foreningens anliggender.
stk. 2 Generalforsamlingen indkaldes af formanden med mindst 3 ugers varsel, med angivelse af dagsorden, tid og sted.
stk. 3 Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal i underskrevet stand være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse.
stk. 4 Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen eller efter anmodning fra mindst 1/4 af medlemmerne, med 10 dages varsel.
stk. 5 Ordinær generalforsamling afholdes hvert år senest den 31. marts.

§ 9

Ordinær generalforsamling afholdes med følgende dagsorden:
            1. Valg af dirigent og referent
            2. Bestyrelsens beretning
            3. Godkendelse af revideret regnskab
            4. Godkendelse af budget
            5. Valg
            6. Indkomne forslag
            7. Eventuelt

§ 10

Generalforsamlingen træffer beslutning ved almindelig stemmeflertal i de på dagsordenen opførte sager.
stk. 2 Afstemningen sker ved håndsoprækning, medmindre skriftlig afstemning kræves af mindst 10% af de tilstedeværende medlemmer.
stk. 3 Personvalg foregår altid ved skriftlig afstemning, såfremt der er opstillet flere kandidater end der skal vælges.
stk. 4 Ændringer af vedtægterne kræver, at mindst 2/3 af de afgivne stemmer erklærer sig herfor. 2/3 skal dog udgøre mindst 10% af samtlige medlemmer.
stk. 5 Hvert lejemål har 2 stemmer.
stk. 6 Over generalforsamlingens forhandlinger føres en protokol, der underskrives af dirigenten og formanden.
stk. 7 Der udsendes beslutningsreferat fra generalforsamlingen.

§ 11

Medlemsrettigheder er stemmeret og valgbarhed i henhold til disse vedtægter.

§ 12

Foreningens opløsning kan kun vedtages, når mindst 2/3 af samtlige medlemmer ved en urafstemning, stemmer herfor.
stk. 2 Eventuelle midler tilfalder herefter arrangementer i Dalgas Have.